FORFATTER TORBEN MAGNILD HUSUM

Torben Magnild Husum

Torben Magnild Husum

OM FORFATTEREN

Torben Magnild Husum (f. 1969) er uddannet datamatiker og folkeskolelærer. Tidligere har han studeret musikvidenskab og filosofi. Han arbejder til daglig som lærer på et 10. klassecenter.

Torben har bidraget med noveller til antologien Lige under overfladen fra Science Fiction Cirklen. Thulesingulariteten er hans første roman.

10 SPØRGSMÅL TIL FORFATTEREN

1. ”Thulesingulariteten” er din debut i konspirationsthriller genren. Har du planlagt flere bøger med Tom Eske og Ole Knaptorp i hovedrollen? Eller har du en anden bog på vej?

Torben Magnild Husum:

Ja. Jeg er ved at skrive efterfølgeren til "Thulesingulariteten". Arbejdstitlen er "Orion-effekten". Her følger vi Tom og Ole på nye eventyr i en helt ny historie, men med sammenhæng til den første bog. De første tre kapitler er netop blevet klar og serveret til betalæsere. Jeg startede faktisk med at skrive en novelle med makkerparret Tom og Ole. Den hedder "Tinnitusmysteriet" og er tilgængelig på min facebook-side.

https://www.facebook.com/TorbenMagnildHusum

Instagram: https://www.instagram.com/forfattertorbenhusum/

2. Du har skrevet Science-fiction noveller tidligere. Var det svært at skifte genre fra Science-fiction til thriller?

Torben Magnild Husum: Jeg synes skiftet kom meget naturligt pga. det miljø konspirationsthriller-genren foregår i. Der er mange fantastiske elementer i begge genrer. Uden at røbe for meget kan man jo godt sige, at der er et par sf-agtige (Science-fiction red.) aspekter af historien i "Thulesingulariteten".

3. Hvor har du inspirationen fra til emnet om nazisternes hemmelige, okkulte selskaber som vi stifter bekendtskab med i ”Thulesingulariteten”? Har emnet en snert af sandhed i sig?

Torben Magnild Husum: Inspirationen kommer helt klart fra egen interesse og forskning. Der er en del sandhed i emnet, fx har Ahnenerbe, Vrill- og Thuleselskabet eksisteret i virkeligheden. Ligesom enkelte af personerne i historien er virkelige historiske skikkelser, bl.a. Maria Orsic og Wilhelm Reich.

4. Hvordan har du bygget de forskellige karakterer op i ”Thulesingulariteten”? Er dine karakterer frit opfundne, eller bygger de på mennesker du kender eller har mødt på din vej? Er der én af karaktererne som du ser dig selv i?

Torben Magnild Husum: De fiktive karakterer I historien er frit opdigtet. Nogle af dem har karakter- og personlighedstræk, som jeg har lånt fra folk, jeg har mødt i mit eget liv. Men ingen person bygger direkte på en bestemt person, som jeg kender eller har kendt. Der er jo nok lidt en snert af mig selv i mange af personerne. Især dele af både Toms og Oles personlighed kan jeg helt sikkert kende fra mig selv, fx Oles forsigtighed.

5. hvor har du samlet baggrundsviden om emnet så det blev troværdigt? Har du søgt specifik viden iblandt konspirationsteoretikere?

Torben Magnild Husum: Her er internettet et rent slaraffenland. Jeg har forsket meget I emnerne via hjemmesider, YouTube-videoer og interviews; men også historiske bøger og dokumentarfilm af forskellig art.

"Thulesingulariteten" skrevet af Torben Magnild Husum

6. Havde du besluttet dig for handlingen og slutningen da du begyndte at skrive ”Thulesingulariteten”?

Torben Magnild Husum: Ja, jeg startede med at skrive en synopsis, hvor hele handlingen var fastlagt. Der var bl.a. en kapiteloversigt med de væsentligste punkter I hvert kapitel. Undervejs i skriveprocessen ændrer man så nogle småting og fylder lidt på med de nye ideer, man får. Men i grove træk var hovedhistorien og slutningen fastlagt, før det første ord blev skrevet.

7. Hvordan begyndte du at skrive og hvem blev du inspireret af?

Torben Magnild Husum: Jeg er meget inspireret af science fiction-forfattere som Arthur C. Clarke og Philip K. Dick, men også Douglas Adams og H.P.Lovecraft, som man nok kan fornemme i historien. Jeg begyndte først at skrive noveller for alvor, da jeg var i 40’erne og en del af inspirationen kom fra sf-noveller af ovennævnte forfattere.

8. Hvordan havde du det da du første gang stod med din helt egen bog i hånden?

Torben Magnild Husum: En meget speciel følelse af lettelse. Yes, det lykkedes! Så tænker man på, hvor lang og sej en proces det egentlig var at nå til det punkt. Straks er man videre i tankerne til næste historie.

9. Det er lige blevet offentliggjort at Bogforum 2020 i Bella Centret ved København er aflyst, grundet Covid-19. Har du planlagt at deltage i Krimimessen 2021 i Horsens eller Bogforum i 2021?

Torben Magnild Husum: Ingen konkrete planer endnu; men jeg kunne da bestemt godt finde på at deltage i begge arrangementer.

10. Er der en bog, af en anden forfatter, du ville ønske at du havde skrevet?

Torben Magnild Husum: Alt af Herman Hesse. Men skulle jeg vælge kun en, så ”Steppeulven” eller måske ”Rosens navn” af Umberto Eco. Ok – det blev så to :-)

Tak til Torben Magnild Husum for at ville deltage i dette lille interview og stort tillykke med udgivelsen. Jeg er meget imponeret over resultatet og synes bestemt at ”Thulesingulariteten” fortjener at blive læst.

Her kan du læse min anmeldelse af bogen:

Krimiormen