Krimiormen

en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

FORFATTER MILLE EIGARD ANDERSEN

Forfatterinterview

Mille Eigard Andersen sendte mig de 2 bøger "Resten skal nydes" og "Resten skal nydes-DIN værktøjskasse". Mille har, indtil nu, skrevet 6 bøger med temaet Spiseforstyrrelse. Ja, du har helt ret. Det har som sådan intet med mit normale fokusområde, krimi at gøre. Ikke desto minde, så synes jeg at spiseforstyrrelser og overgreb er 2 områder, som det er super vigtigt at sætte fokus på.

Her i oktober 2020 barsler barsler Mille med samtale- og debatbogen "Hvorfor sagde vi det ikke før? Det er fandme min krop!". Bogen har Mille skrevet i samarbejde med Susanne Haxthausen Doreng. Deres fælles projekt sætter fokus på de ”små” seksuelle overgreb, som der sjældent tales om.

Mille har været så venlig at sige ja til dette lille interview om hendes, efterhånden, mangeårige forfatterskab.

1. ”Hvorfor sagde vi det ikke før? – Det er fandme min krop!” udkommer sidst i oktober og er din 7. bog. Du har skrevet 6 bøger om spiseforstyrrelser og den sidste omhandler seksuelle overgreb. Fortsætter du som forfatter af bøger om spiseforstyrrelser og overgreb eller drømmer du om at skrive i en anden genre?

Jeg har flere bøger om spiseforstyrrelser/til spiseforstyrrede, som jeg gerne vil skrive.

Al den erfaring, jeg selv har, plus al den viden jeg har fået ved at hjælpe andre spiseforstyrrede, vil jeg gerne formidle videre!

Det er vigtigt, og det gør en forskel, når man kan dele sine erfaringer, så dem, der sidder i spiseforstyrrelsen nu kan få redskaber, nye tanker, motivation og håb til at komme ud af spiseforstyrrelsen.

Men jo, jeg drømmer også om at skrive om andet, og det tror jeg også, at jeg kommer til. Jeg har bl.a. en roman i hovedet, som skal skrives en dag.

2. Din første udgivelse hed ”En anoreksipiges dagbog”. Var det reelt din dagbog eller var bogen et tilbageblik på årene med anoreksi?

Det var reelt min dagbog. Det eneste, der er ændret, er nogle personers navne. Og så har jeg valgt dage fra, som ikke skulle med (ellers ville bogen ha’ været meget længere).

3. Det må have været svært at stå på Sidelinien og se hvor vanskeligt du har haft det med din spiseforstyrrelse. Talte du med dine pårørende, om bøgerne og dine oplevelser, inden bøgerne udkom?

Da jeg fik kontrakt med Peoples Press om at udgive min første bog, sagde jeg det til min familie.

Men de læste faktisk ikke bogen/min dagbog, før den udkom. Og de har heller ikke læst mine andre bøger, før de er udkommet.

Jeg tror bestemt, at det har været svært for dem at stå på sidelinjen og først sådan rigtigt forstå, hvor svært jeg har haft det, når de har læst bøgerne.

Men vi har snakket meget, efter hver bog er udkommet, så mine bøger har faktisk ført os tættere. Vi snakker mere åbent og ærligt nu.

4. Jeg synes at ”Resten skal nydes” er meget velformuleret og letforståelig for alle. Jeg følte lidt, at jeg var til et foredrag med Mille 😊 Havde du skrevet før din første bog udkom?

Tusind tak! Jeg gør også meget ud af at skrive letlæseligt. Jeg hader selv de bøger, hvor man efter 10 siders læsning ikke fatter, hvad man har læst. Skriv nu så man forstår det og gør det ”kort” og let!

Jeg har skrevet, siden jeg var ca. 10 år gammel. Der startede jeg på at skrive dagbog. Og som ca. 11 årig sendte jeg min første ”roman” ind til Gyldendal 😊 De svarede sørme pænt tilbage, at det var godt skrevet, og at jeg nok skulle blive forfatter en dag 😊

5. Hvornår og hvordan fik du ideen til at skrive om din spiseforstyrrelse og nu om overgreb?

I 2007 blev jeg kørt ned af en bil og fik ødelagt mit venstre ben. Jeg blev opereret og kunne ikke gå i 5 måneder (gik på krykker og gik til genoptræning på Rigshospitalet).

Det var et mega wake up call for mig, så selv om det jo VAR en ulykke, så så jeg det faktisk som en LYKKE at blive kørt ned. Jeg blev på den hårde måde tvunget til at finde ro i mig selv… jeg kunne ikke længere løbe, når jeg havde spist… flygte fra mig selv. Jeg lå i min seng og besluttede mig for at læse mine dagbøger igennem, og jeg tænkte, at andre måske kunne bruge mine skriverier til at indse deres spiseforstyrrelse.

Jeg sendte min dagbog til Peoples Press, og de sagde sørme ja til at udgive den! Det havde jeg ikke forventet eller på nogen måde turde håbe på. Og så rullede det bare derfra.

På det tidspunkt var der ikke mange, der snakkede så ærligt om spiseforstyrrelser, så der blev bud efter mig: foredrag og flere bøger. Folk ville vide, hvad der videre skete med mig, og så blev mine efterfølgende bøger løbende til.

Min 7. bog som udkommer d. 30. oktober 2020 handler om overgreb, og den skriver jeg sammen med min veninde, Susanne. Det var hende, der satte bogprocessen i gang.

Hun vidste, at jeg har overgreb i bagagen, og hun åbnede op over for mig, at hendes stedfar har misbrugt hende seksuelt, da hun var barn. Så hun foreslog, at vi skrev en bog om det. Og det gjorde vi så!

6. En anden forfatter Carina Bruun Kristensen skrev ”Maskeballets dronning” om sin egen spiseforstyrrelse, fordi hun blev inspireret af dine bøger. Faktisk har hun skrevet i bogen om sine følelser, da hun så dig i tv. Hvordan har du det med, at dine bøger betyder så utroligt meget for andre mennesker, der er eller har været i samme situation som du selv har været?

Det gør mig SÅ helt ufattelig glad og stolt!! At alt det jeg har været igennem nu hjælper andre, er jeg så glad og taknemmelig for. Og det er helt klart al den positive feedback, jeg har fået, der hele tiden får mig til at fortsætte med at skrive og udvikle ting til spiseforstyrrede. Når jeg mærker, at det, jeg gør, GØR en forskel, så fortsætter jeg!

Carina vil jeg lige sende en masse kærlige tanker til og mange roser. Hun er en af de piger/kvinder, der har heppet og støttet mig ALLERMEST igennem alle årene.

Hun har været til flere af mine foredrag, og hun har skrevet til mig, når hun kunne fornemme, at jeg tvivlede på mit eget værd og på mine evner. Den trofaste støtte er jeg meget taknemmelig for. Og jeg synes, at hun er så sej, at hun nu også selv har skrevet en bog!!

7. blev du selv inspireret af en bestemt forfatter, inden du gik i gang med at skrive?

Jeg læste ”Anne Franks dagbog” som 10 årig, og det var faktisk derfor, at jeg selv begyndte at skrive dagbog! 😊

8. Jeg tænker at det må være svært at ændre vaner, som man har haft i rigtig mange år. Er du helt ude af din spiseforstyrrelse idag?

Det har været rigtig, rigtig svært, hvis jeg skal være ærlig. Og jeg kan sagtens stadig mærke spiseforstyrrelsen. Men jeg er ikke i ”boblen” mere, og jeg ser mig ikke som spiseforstyrret mere.

Jeg kan lige forklare 😊 Da jeg var i spiseforstyrrelsen, fyldte den virkelig ALT. Alle tanker og handlinger var destruktive over for mig selv, og det var umuligt at leve livet rigtigt. Jeg var aldrig helt til stede. Jeg var inde i den spiseforstyrrede boble. En flugt fra at mærke mig selv, mærke mine følelser, mærke mine behov og hvad jeg havde lyst til. Jeg havde aldrig ro.

Nu er jeg på ingen måde i den boble. Jeg hviler i mig selv, kan være i mine følelser, stå ved mig selv, og jeg kan koncentrere mig og tænke og ikke mindst VÆRE. Og jeg er symptomfri (dvs. jeg sulter ikke, kaster ikke op, overtræner ikke. Og min vægt er helt normal).

Men indimellem kan TANKERNE dukke op igen, og maden kan pludselig føles svær igen. Men nu ved jeg, at når det sker, så er der NOGET, jeg skal kigge på. Der er noget, der gør mig ked af det, noget jeg prøver at flygte fra, noget jeg ikke vil mærke… Og så har jeg lært, at når jeg tager mig af DET, forsvinder de spiseforstyrrede tanker igen.

Så i dag ser jeg spiseforstyrrelsen som min ven og min guide: den begynder at larme, når der er noget i mit liv, som jeg skal tage hånd om. På den måde føler jeg, at jeg faktisk lever MERE, fordi spiseforstyrrelsen altså får mig til at reflektere og tage bedre valg for mig selv – så jeg lever livet mere ud fra MINE ønsker og værdier.

9. Er der noget der har overrasket dig i hele skriveprocessen?

Hmm, nej det tror jeg ikke 😊 Jeg eeeeelsker bare at skrive! Elsker at gå ind i min skriveboble. Simpelthen min passion!!

10. Hvad er dine ønsker for fremtiden?

Mit største ønske er uden tvivl at mine to børn (der er 3 og 6 år) får et godt liv. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at være her så længe som overhovedet muligt, så jeg kan støtte dem og være der for dem.

Så jeg kan støtte dem den vej, som DE vil. De skal gøre det, som gør dem glade. Og selvfølgelig: RESTEN SKAL NYDES! Jeg har brugt nok år på at overleve…. Nu gælder det at LEVE og NYDE, og det skal mest af alt være sammen med mine børn.

Endnu engang tak til Mille for at hun ville gøre os lidt klogere på hendes forfatterskab.

Min anmeldelse af bogen "Resten skal nydes" kan du finde her:

"Resten skal nydes"