Krimiormen

en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

FORFATTER JENS JØRGEN HANSEN

Jens Jørgen Hansen D. 18. juli 2021

Forfatteren af blandt andet "Køteren fra Kamtjatka", Jens Jørgen Hansen, har været så venlig, her midt i sommerferien, at deltage i et lille interview som opfølgning på min anmeldelse af hans nyeste udgivelse "Køteren fra Kamtjatka".

Du kan læse min anmeldelse af bogen her:

"Køteren fra Kamtjatka".

Om bogen:

Winther, hvis tilværelse ligger i ruiner, vender tilbage til sin hjemstavn efter et 3-måneders ”ferieophold med begrænset frihed” i Sdr. Omme. Han flytter ind på den lokale campingplads for at slikke sine sår og komme på fode igen. Her træffer han Sommerland, en ældre, hårdtslående og mere eller mindre bindegal soldat, som arbejder for en specialenhed, der får jægerkorpset til at ligne et søndagskor.

Han møder også Susanne, som klarer sig igennem ved at forfatte damebladsartikler og drive en hundepension på en lille ø ude i fjorden. De tre rodes uforvarende ind i en sag, hvor de må kæmpe for deres liv, da Klyuchi – en arrig, bidsk sibirsk husky, mere ulv end hund – stikker af, og ejerne ikke viger tilbage for at gå over lig for at få køteren tilbage.

Velkommen herude vestpå – til stegt flæsk, landlig(t lugtende) idyl, rovmord, afghanske narkobaroner, belgiske lejesoldater, diamantsmugling – og en sensommerlun campingkrimi.

INTERVIEW

Krimiormen:

”Køteren fra Kamtjatka”, Hvor fik du inspirationen fra til titlen og ikke mindst inspirationen fra til handlingen i ”Køteren fra Kamtjatka”?

Jens Jørgen Hansen:

Ude midt i Stadil Fjord ligger øen Hindø. Den er forbundet til fastlandet med en plankebro, og umiddelbart efter broen kommer man til et kilometerlangt stykke vej, som er anlagt på en dæmning gennem en stor (og i min bevidsthed magisk) sivskov, som står og suser og ringler, selv når vinden er svag.

Jeg besøgte øen for år tilbage, og allerede da jeg så øen, havde jeg en ide om, at det var et godt sted til en krimi. Ikke sådan at forstå, at ”Køteren fra Kamtjatka” foregår her, tværtimod 😊 I bogen er øen flyttet nordpå op i nærheden af Limfjorden og ”skrumpet ind”, så den passer ind i det fiktive landskab omkring Staden – som i virkeligheden ikke bygger på andet end et flot sving på hovedvej 11, hvor der er frit udsyn til havet og godt kunne ligge en campingplads 😊

Med location på plads var det så ”bare” at finde hovedpersonerne: De skulle være tilpas ”skæve eksistenser”, men også så naturlige og almindelige, at det var legalt at bruge dem som ”spejl” af nogle af samfundets mærkværdigheder.

Desuden har det hele tiden været målet at finde hovedpersoner, som jeg ikke selv bliver træt af! Intet er frustrerende end at have en hovedperson, hvor man tænker: Gør han virkelig det?!? Det er da torskedumt… Nå, ja, han gør virkelig det, den knold, for sådan er han jo.

Det har du jo selv bestemt. Så jeg håber inderligt, at jeg ikke bliver træt af Winther & Sommerland og deres venner lige med det første, og desuden er i stand til at udvikle dem – og deres historie – gennem nogle bøger 😊 Endelig: Hvad krimihistorien angår, så var det Køteren, som drev den frem.

Den megen snak om ulve i Danmark – Hvor mange er der? Hvor farlige er de? Må man skyde dem? Kan de tage mennesker? – kaldte på en historie, hvor ulven (eller dens nærmeste slægtning) var i centrum. Desuden bed titlen ”Køteren fra Kamtjatka” sig hurtigt fast og har hele tiden været bogens arbejdstitel.

Jeg skulle jo bruge en ulvehund, og hvis sådan en ikke skulle komme fra udkanten af Sibirien, hvorfra så? Jeg har siden fundet ud af, at det faktisk ikke er så mange som jeg troede, der ved hvor Kamtjatka ligger! Øv. Så meget for min hang til (barnlige?) ordspil.

Krimiormen:

Du har efterhånden en hel del bøger i dit forfatterskab. Er der en genre som du tænker at du ikke vil kaste dig over?

Jens Jørgen Hansen:

Jeg kan på stående fod love, at jeg aldrig vil skrive en kærlighedsroman! Jeg er alt for genert til at skrive en ”skubber” 😊 Spøg til side. Da jeg begyndte at skrive for godt ti år siden, var det (pseudo)historisk action. Jeg har altid interesseret mig for historie, og ikke mindst romerrigets historie, og da jeg gik i gang med at skrive på serien ”Legionæren”, nød jeg at researche efter alt muligt om de romerske legioner, deres opbygning og udrustning.

Glæden ved research fik mig senere til at skrive ungdomsromanen ”De unge Pirater”, som foregår omkring 1625. Her kunne jeg bruge timer på at finde oplysninger om, hvad et pund søm kostede, og bagefter forsøge at omregne det til prisen på en kanon, udelukkende for selv at vide, at det, jeg skrev, var fiktion, men trods alt havde en flig af virkelig over sig.

Det samme gjorde sig gældende med ”Gnallingstenen”, som foregår i sen stenalder. Også her måtte der researches på bådtyper, spiselige planter og meget andet. Efter i en del år at have skrevet i samme genre, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i krimigenren, og det har jeg på ingen måde fortrudt.

Ved et par af bøgerne (”Hofdamen” og ”Detektormanden”) er krimidelen blevet kombineret med en historisk del, men resten er rene actionkrimier. Og jeg nyder det. Krimigenren giver et behageligt rum til, at personerne kan komme med en spids kommentar, et samfundsmæssigt hik eller – som tidligere nævnt – fungere som ”spejl” for læseren, der selvfølgelig selv må afgøre, om det er personernes holdning eller min 😊 Så alt i alt har jeg fundet min hylde – lige nu.

Jeg holder fast i krimigenren, men vil på ingen måde udelukke, at der kan komme en stenalderbog eller en hurtig sværdkamp indimellem. Nogle gange er det nemlig også dejligt at skippe dagligdagens virkelighed totalt, og i stedet dykke ned i gamle tider, hvor man langt lettere kan designe sin egen verden uden at skulle bekymre sig om tyngdelov, mobiltelefoner og skattetryk 😊

Krimiormen:

Har du en ny udgivelse i tankerne og, hvis du har, hvad kommer den til at handle om?

Jens Jørgen Hansen:

I øjeblikket arbejder jeg på to bøger. Den ene er opfølgeren til ”Køteren fra Kamtjatka.” Her følger man stadig Winther & Sommerland samt vennerne. De rodes endnu en gang uforskyldt (surprise 😊) ind i en sag, hvor polske narkogangstere jager en grønlandsk dreng (Susannes eksmands nevø).

Samtidig tager narkobaronen Ibn al Buskrals repressalier til, og Sommerland bliver tvunget til at gå under jorden, da de fleste, som var involveret i angrebet på Buskral i bog 1, kommer voldsomt af dage. Jeg regner med, at titlen bliver ”Knægten fra Kangaamiut” (Ja, ja, bare kald mig skør, men jeg kan godt lide det der med K-K 😊)

Derudover er jeg så småt i gang med en opfølger til ”Detektormanden”, som udkom sidste år. Her er det planen at holde samme struktur som i 1’eren: en dansk hovedhistorie, en romersk historie samt endnu en historie, som alle influerer på hinanden på trods af afstand og tid.

I modsætning til 1’eren, som var mere action end krimi, vil jeg i 2’eren forsøge at inddrage mere traditionel krimi (hvem er skurken?). Det er ikke en disciplin, som jeg har dyrket speciel meget, så det kræver noget arbejde – og jeg er spændt på, hvordan det (om det?) går 😊

Krimiormen:

Hvordan bygger du karaktererne op i dine bøger? Er dine karakterer frit opfundne, eller bygger de på mennesker du kender eller har mødt på din vej?

Jens Jørgen Hansen:

Det billige svar er, at alle karakterer er frit opfundne. Punktum. Men det holder selvfølgelig ikke! Frit opfundne personer vil næsten altid mangle autenticitet på den ene eller anden måde. Og tager man personer som man (tror man) kender, ender det hurtigt med det rene gætværk, som risikerer at støde personen.

Det, som jeg gør, er at tage en lille bid af mig selv og proppe ind i karakteren. Den lille bid kender jeg, så den kan jeg (forhåbentlig) beskrive tilpas levende. Derefter bygger jeg videre på karakteren. Udfylder vedkommende med træk, som er stik imod mine egne; hugger træk fra personer, som jeg kender; udstyrer dem med særheder og specielle egenskaber, som jeg har mødt hos andre, og kitter det sammen efter bedste evne, så karakteren bliver levende – og vigtigst af alt: At jeg kan beskrive karakterens udvikling, hvis det er en bærende karakter.

Så ja, jeg må blankt erkende, at der et eller andet sted – dybt inde – er en snert af en bindegal soldat gemt i mig, side om side med en spids af en falleret revisor. Men ikke sige det til nogen 😊

Krimiormen

Havde du på forhånd besluttet dig for hvad ”Køteren fra Kamtjatka” skulle handle om, inden du begyndte at skrive?

Jens Jørgen Hansen:

Når jeg skal skrive en bog, begynder jeg med at notere løse ideer ned i en slags brainstorming. Nogle gange er denne fase kort, andre gange lang. Det kommer alt sammen an på, om jeg har en klar ide om første kapitel – hvordan får jeg bogen startet ordentlig op, så den fænger fra start? – og sidste kapitel – hvordan får jeg historien afsluttet? Hvordan ser sidste scene ud, og i forhold til action-elementet: Hvordan forløber sidste kamp? Når denne fase er overstået, laver jeg en kapiteloversigt med stikord til, hvad de enkelte kapitler skal indeholde.

Bagefter går jeg i gang med at skrive første kapitel. Når den er skrevet, redigerer jeg den og skriver den om, indtil jeg er tilfreds. Og så lader jeg den hvile, gerne en måneds tid eller mere, før jeg læser den igen. Nu, en måned senere, er det langt lettere at afgøre, om kapitlet fænger eller ej.

Hvis ikke, må jeg skrive om igen, og hvis det heller ikke hjælper, bliver jeg nødt til at overveje, om ideen fra starten af ikke var i stand til at bære en bog. Når jeg så er tilfreds med første kapitel, skriver jeg derudaf ved hjælp af kapiteloversigten.

Den holder sjældent mere end to-tre kapitler, før historien har ændret sig så meget, at jeg må til at justere den eller lave en ny. Jeg plejer at sige, at jeg er heldig, hvis bare jeg rammer slutningen 😊 Og ”Køteren fra Kamtjatka” var ingen undtagelse.

Lige fra start besluttede jeg, at køteren skulle introduceres i første kapitel (Grundregel 1: Ikke skuffe læserne – alt for tidligt og alt for meget), og at den skulle afslutte bogen. Det kom ikke til helt at holde stik, da jeg gik i gang med kapiteloversigten, og endnu mindre, da skriveriet gik i gang.

Kapiteloversigten viste, at der var brug for et kapitel til ”udtoning”, som man kalder det, og skriveriet – som jo ofte har sit eget liv – forlangte, at sidste kapitel enten blev vildt langt eller splittet op i to. Pragmatisk valgte jeg sidste løsning 😊

Krimiormen:

Personligt blev jeg ret så begejstret for dine karakterer Winther, Susanne og Sommerland. Kunne du forestille dig at udvikle karaktererne i en eventuel to`er?

Jens Jørgen Hansen:

Som forfatter glæder det mig, at du kunne lide personerne. I 2’eren vil jeg selvfølgelig prøve at udvikle dem – men ikke nødvendigvis, så du synes bedre om dem 😊 Målet er at styrke nogle af Winthers mere bløde sider og værdier, men samtidig skrue op for nogle af hans mere mørke og voldelige tendenser, som Sommerland ellers har stået som eksponent for.

Sommerland selv er jo bindegal, men jeg vil forsøge at lade det blive mere udtalt, men kun så meget, at det kan kulminere i en eventuel 3’er 😊 Susannes udvikling tænker jeg også forløber diskret, men mon ikke hun så småt bliver bange for at bo på en øde ø, når Winther & Sommerland magnetisk tiltrækker problemer?

Jeg kan dog love, at Susanne træder voldsomt i karakter i forbindelse med begravelsen i slutningen af bogen – hvis jeg altså rammer den 😊

Krimiormen:

Hvordan havde du det da første gang du stod med din helt egen bog i hånden?

Jens Jørgen Hansen:

Det var en nærmest surrealistist oplevelse! Første udfordring var at sende manuskriptet til et forlag. Hvordan ville de tage imod det? Var det godt nok? Og kunne jeg give det fra mig? Og var jeg overhovedet interesseret i at blive udgivet?

For så kunne alle jo læse, hvad jeg havde skrevet. Hvad ville de tænke om det – og mig? Efter de første afslag faldt jeg dog til ro – indtil et forlag sagde ja. Så meldte tankemylderet sig igen. Bliver jeg nu en offentlig person? For det ønsker jeg sådan set ikke.

Og hvordan bliver bogen modtaget? Så – efter redigering og omskrivninger og korrekturlæsninger og ventetid – modtog jeg en kasse med bøger. Mine bøger. Min bog. Det var en helt vild fornemmelse at stå med den i hånden. Stolthed, men også en form for befrielse.

Nu gik den ikke længere, skødet var skrevet, bjørnen skudt, nu var der bare at vente på, hvordan den klarede sig. Den opnåede en lektørudtalelse til bibliotekerne, og faktisk en ganske hæderlig en. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så glad, så stolt, så ydmyg, så taknemmelig som netop der.

Nu, mange år og mange bøger senere – nogle gode, andre… nå ja, you can´t win them all – kan jeg stadig genkalde mig følelsen. Den kommer aldrig igen, men den er alligevel med til at få mig til at fortsætte. Usikkerhedsfølelsen forsvinder aldrig, tror jeg. Når der er en ny bog på trapperne, spekulerer jeg stadig over, hvordan den bliver modtaget.

Så på den måde vil målet som forfatter altid være flydende og fyldt med usikkerhed. Det vil altid handle om at blive bedre. Bedre til at lave plot, til det skrivetekniske, til at beskrive og udvikle karakterer, til at beherske og kombinere genrer.

Men ingen kan tage glæden ved den første bog fra en. Den vil man altid have 😊

Krimiormen:

Min egen research har vist at ”Køteren fra Kamtjatka” er din 18. udgivelse på bare 10 år. Hvor finder du din inspiration?

Jens Jørgen Hansen:

Overalt! Medierne flyder over af historier fra virkeligheden, som bare skal gribes. For eksempel var omdrejningspunktet i bogen ”Manden i Kolonihaven” smugling af sort snoller fra Tyskland – inspireret af diverse ransagninger af slikbutikker landet over.

”Rockerne i Kolonihaven” handlede dybest set om rockere, indvandrere og intolerance, mens ”Morderen i Kolonihaven” havde cykeltyverier som udgangspunkt. Når man er træt af pressen, kan man lade sig inspirere af steder i ind- og udland som med ”Køteren fra Kamtjatka.”

Filmverdenen er også en vigtig inspirationskilde, ikke mindst i forhold til at beskrive slagsmål og kampe. Endelig: Når man har så mange bøger på bagen som mig, inspirerer man også sig selv. Man lukker øjnene og genser slagscener mellem romerske legionærer for sit indre blik.

Så skifter man tidsperiode, giver dem cowboybukser på og knive i hænderne, hvorefter man spekulerer på, hvordan kampen nu vil forløbe, og forsøger at kalde det frem på nethinden. I forbindelse med en bogs karakterer henter man også tit inspiration i tidligere bøger.

Hvordan var det nu, ham skurken var i den bog? Nå ja, det minder lidt om ham her i den nye. Der er da i det mindste det og det, som går igen. Hvordan fik du det præsenteret sidste gang, og hvordan virkede det? Hvad skal ændres, hvad skal beholdes, hvad skal udvikles? tænker man, og straks er man i gang.

Så inspirationen er alle steder. Det handler om at gribe ideerne, når de er der, men også om at kunne vurdere, om de kan bære, når først man har grebet dem, og hvis ikke, så deponere dem til eventuel senere brug. Det kræver træning, og efter 10 år øver jeg mig stadig 😊

Tak til forfatteren

Tusind tak til Jens Jørgen hansen for at ville stille op til nogle nysgerrige spørgsmål. Det var fantastisk lærerigt og oplysende, at lære forfatteren Jens Jørgen Hansen at kende og komme ind bag hans store forfatterskab. Jeg ser allerede meget frem til det næste kapitel om Winther, Sommerland og Susanne og hvad Jens Jørgen Hansen ellers finder på.

Krimiormen :)